Bestyrelsesarbejde

Forskellen på 
et advisory board og en bestyrelse

, , ,

Af Karen Boa, Headhunter, BestyrelsesCoach

For at få succes med den mest optimale sparring og ledelse i sin virksomhed kræver det, at man finder nogle gode sparringspartnere. Personer, der kan stille de rigtige spørgsmål, give feedback og vejlede, hvis tingene bliver svære.

Men skal man vælge en bestyrelse – eller et advisory board? Hvad er forskellen? 

Forskellen på et advisory board og en bestyrelse er primært ansvaret. Et advisory board er normalt et ansvarsløst ulønnet rådgivningspanel, der ikke har indflydelse på den endelige beslutning. Advisory boardet bruges ofte som panel af individuelle rådgivere inden for hver deres kompetenceområde. Mange mindre virksomheder og ejerledere bruger denne model.

En bestyrelse eller et advisory board er begge en samling af kompetencer, hvor målet er at lede en virksomhed i den bedst mulige retning. En bestyrelse er juridisk ansvarlig uanset om medlemmerne er lønnet eller ej (det gælder også frivillige bestyrelser). Det er iflg. selskabsloven §115 bestyrelsens ansvar bl.a. at sørge for strategien samt at holde opsyn med økonomi og risici. Bestyrelsen skal have kendskab til alle andre vigtige områder, der vedrører virksomhedens drift og ansvar.

Hvornår skal du vælge at få en bestyrelse?

Der findes ikke en “resultatliste” for, hvornår det er bedst at få en bestyrelse, men når man som virksomhedsejer når til et punkt, hvor man oplever at have brug for sparring, f.eks hvis nogen ønsker at købe en andel, eller man oplever en stagnering, er tiden moden. Det kan også være allerede fra start, hvis man er flere om virksomheden.
Det vigtigste er, at man selv er moden til at modtage sparring og er klar til at lytte på andres ideer og input – og til at forandre dét, der måske ikke længere virker. Bestyrelsesmedlemmerne stiller viden og netværk til rådighed, og dermed får virksomheden større vækstgrundlag.

Hvorfor få en bestyrelse eller et advisory board i din virksomhed?

En bestyrelse/advisory board hjælper virksomheden med at nå overordnede mål, lægge strategi, lave risikostyring, overordnet økonomistyring mm.  En bestyrelse/advisory board tilfører samtidig virksomheden en betydelig mængde erfaring. Dvs. at virksomheden får mulighed for hurtigere vækst. Der er flere om tage beslutninger, hvilket betyder, at de beslutninger, der tages, er grundigere bearbejdet. En væsentlig ting er også sparring med virksomhedens ledelse.

Hvordan får du en optimal bestyrelse/advisory board, som passer til dig og din virksomhed?

Det er vigtigt at få netop de kompetencer ind, der kan styrke virksomheden, og her er det vigtigt at se holistisk på virksomheden. Er det mere salg, der mangler? Er det juridisk vejledning? Skal virksomheden til at eksportere? Mangler der viden om strategi, risikoledelse, salg, personalehåndtering eller noget helt andet?  En veludført SWOT-analyse giver et godt billede.
Det er vigtigt ikke at forveksle bestyrelsens kompetencer med nogle man har brug for i kort tid.
Bestyrelsen/advisory boardet hjælper virksomheden med at nå de strategiske mål og tænker mere langsigtet.

Hvor meget ”bestemmer” en bestyrelse vs. et advisory board?

Bestyrelsesmedlemmer er fuldt ansvarlig og skal derfor have medbestemmelse. En bestyrelse sidder med den overordnede stategiske ledelse og direktøren/direktionen med det operationelle ansvar. Et godt samarbejde mellem bestyrelse og direktør/ledelse, er afgørende for at opnå succes med virksomhedens udvikling.
I sidste ende er det bestyrelsen, der er ansvarlig for de beslutninger, der træffes. Derfor er det vigtigt at lytte til sin bestyrelse. Bliver man uenige, kan det være nødvendigt at udskifte bestyrelsen på en generalforsamling.

Et Advisory board kan fungere præcis ligesom en bestyrelse og bør også være honoreret. De fleste bruger advisory board som et rådgivende panel. Man skal være opmærksom på, at i det øjeblik et Advisory board agerer som ledelse, kan man ifalde ledelsesansvar.  Feks. hvis et advisory boardmedlem deltager i forhandlinger med banken.

Der skal altid – uanset om det er bestyrelse eller advisory board – føres en fornuftig forhandlingsprotokol – det der tidligere hed referat.

Hvad skal du overveje for at få den rette bestyrelse?

Først skal du overveje, om du selv er klar til at få en bestyrelse. Dette betyder, at andre skal have indflydelse på beslutninger. Men det betyder også, at du har mulighed for at få dækket de kompetencer, du ikke selv har og få indsigter og sparring fra meget kompetente personer. Det vigtigste er hele tiden, at have virksomhedens behov for øje – ikke dit eget.

Hvilke kandidater skal du vælge?

Det er meget vigtigt, at kemien er i orden mellem bestyrelsesmedlemmerne. Skjulte agendaer og interne stridigheder kan ødelægge enhver virksomhed på rekordtid. Det samme kan konfliktskyhed, hvor det der skal siges, ikke bliver sagt.
Såkaldte “tante-bestyrelse”, hvor familie og venner indtræder i bestyrelsen, skaber ikke nødvendigvis vækst. Undersøgelser viser at man når længst med en professionel bestyrelse/advisory board, der er sammensat med udgangspunkt i kompetencer og virksomhedens behov.

Hvad koster det at få en bestyrelse?

Hvis du starter fra bunden, er det en fordel at få hjælp til etableringen. Herunder at finde de rigtige medlemmer og til etablering af forretningsgange og kontrakter. Det er vigtigt, at du finder dig en rådgiver, som kan guide dig i processen, og som hjælper med at sætte det praktiske bestyrelsesarbejde igang. Det gode samarbejde skal skabes helt fra start.
Aflønning kan ske på mange måder. Nogen vælger at give en andel/aktie i virksomheden, andre betaler honorar, andre igen betaler efter årets resultater. Vælg den løsning, der giver det bedste råderum for virksomheden.
For en mindre virksomhed ligger prisen for en bestyrelse på ca. 150.000 om året (dvs. 3 personer inkl. honorar) – men det opvejes langt af den meromsætning, virksomheden kan opnå.

Hvor stor skal bestyrelsen/advisory boardet være?

Der er kun krav til bestyrelser i Aktieselskaber, A/S. Det anbefales, at man er minimum 3 personer og altid et ulige antal.  Der bør ikke være så mange bestyrelsesmedlemmer, at debatter løber af sporet. Man kan vælge, at formanden har 2 stemmer i tilfælde af stemmelighed.

Hvad gør man med den praktiske drift af bestyrelsen?

Der skal være en forretningsorden for bestyrelsen, så alle ved hvilke retningslinier, der er. Formandens opgaver er centrale for bestyrelsesdriften, så det er en fordel at have en erfaren person som formand.
Der bør være mindst 6-8 årlige møder, men gerne oftere, og der bør være faste rutiner for indkaldelser, dagsordener og referater. Nye virksomheder og bestyrelser skal have flere møder for at lære hinanden og virksomheden at kende. Tænk på det, som hvis du møder en gammel klassekammerat 4 gange om året, så skal der lige “catches up”, inden man taler om det vigtige.
Man bør lave et årshjul, hvor man får gennemgået alle facetter af virksomheden, ellers kan bestyrelsens arbejde blive for operationelt. Bestyrelsen skal IKKE arbejde med driften.
Husk også at tegne en ledelsesansvarsforsikring for bestyrelsen.

Held og lykke med din bestyrelse eller advisory board!


Hvem kan hjælpe dig med at få en bestyrelse?

BestyrelsesInstituttet hjælper rigtigt mange virksomheder med at finde kompetente medlemmer, og vi kan også hjælpe dig igang. Det er ikke så dyrt, som du måske tror.
Vi hjælper med at analysere kompetencebehov, finde kandidater, sætte alt det formelle op, skabe gode arbejdsgange og deltager på de første møder efter behov.

Mange ejerledere/direktører vælger at tage en bestyrelsesuddannelse selv. Det giver indsigt i, hvor virksomhedens svagheder ligger, og du får grundlæggende viden om bestyrelsesarbejde og udfordringer, der ligger idet. Du bliver bedre til at forstå “spillet”, kan tale “sproget” og kan bruge din bestyrelse optimalt.

Oversigt over anbefalede kompetencer:
Mange af kompetencerne ligger som regel hos de samme personer.

Viden om:
Strategi
Risikostyring
Samarbejde
Virksomhedens kerneprodukter
Kommunikation og PR, ekstern og intern
Strategisk brug af IT
Økonomi
Virksomhedsdrift og -ledelse
Personalehåndtering

Læs mere

Sådan hentes værdifuld feedback fra din bestyrelse

Er din bestyrelse dysfunktionel?